Udvikling af vaccine mod knoglemarvskræft

Af Jytte Dreier, Kræftens Bekæmpelse

I 2015 fik Nicolai Grønne Jørgensen 3 mio. kr. fra Knæk Cancer indsamlingen.

Et af de forskningsområder, der er blevet styrket de seneste år, takket være Knæk Cancer indsamlingerne, er immunterapi. Behandlingen, der kort fortalt går ud på at hjælpe patientens immunforsvar til at bekæmpe kræften, har givet fantastiske resultater for nogle patienter. 

Myelomatose - knoglemarvskræft - rammer hvert år omkring 300 danskere. Mange af patinterne behandles med højdosis kemoterapi og stamcelletransplantation med egne celler. Behandlingen kan holde kræftcellerne fra døren i et stykke tid, men desværre kommer kræften ofte igen. 

De kliniske forsøg er i gang

På Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital for Cancer er et hold i gang med at udvikle en ny vaccine, som muligvis kan styrke immunforsvaret hos patienter med myelomatose og dermed nedsætte risikoen for tilbagefald. Siden marts 2017 har de været i gang med de kliniske forsøg.

- Vaccinen ser meget lovende ud i laboratorieforsøg. Vi håber selvfølgelig, at effekten er lige så god på patinterne. Lige nu afprøver vi vaccinen på patienter med knoglemarvskræft, men i princippet kan den virke på alle former for kræft. Vaccinen skal aktivere immunforsvaret, så kroppen selv bliver i stand til at slå kræftcellerne ihjel, forklarer Nicolai Grønne Jørgensen, som deltager i udviklingen af vaccinen.

Immunterapi er med til at give håb for fremtidens kræftbehandling, men på nuværende tidspunkt er der ikke tilbud til alle, og nogle patienter oplever også alvorlige bivirkninger af behandlingerne. Derfor er der fortsat brug for forskningen.

 

Ti patienter deltager i forsøget og skal vaccineres 15 gange. I første omgang undersøger forskerne, om der er bivirkninger ved vaccinen, og derefter undersøger de, om vaccinen kan forhindre tilbagefald af sygdommen. Forsøget forventes afsluttet i 2019.

Støt via SMS

SMS KNÆK til 1422

og støt med 150 kr.

Støt via MobilePay

Send et valgfrit beløb til

1234

og støt Knæk Cancer