Indhold produceret af Kræftens Bekæmpelse

Om Knæk Cancer

Kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. Vi kommer alle – på en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt i vores eget liv – i berøring med kræft. En sygdom, der hver dag koster 42 danskere livet. 

I dag lever ca. 267.496 danskere med en kræftdiagnose. Den gode nyhed er, at flertallet overlever kræften. Men vi vil gerne sætte barren lidt højere. Færre skal få kræft, og flere skal overleve. 

En fælles indsats for at knække cancer

Knæk Cancer er en ambitiøs overskrift. Men det er ikke desto mindre det mål, TV 2 og Kræftens Bekæmpelse har sat sig. Ikke alene, men sammen med danskerne, for kræft er en fælles sag, som kræver en fælles indsats. Vi kan ikke udrette mirakler – men vi vil prøve.

Derfor handler en hel uge om to ting: Oplysning og indsamling. Oplysning om sygdom og helbredelse, om forskning og patienter, om død og ikke mindst om liv. I en række programmer i uge 43 vil TV 2 vise både kendte og nye programmer, der sætter fokus på kræft via personskildringer, oplysning og underholdning. Det er programmer, der vil gøre os klogere, få os til at grine og græde, og forhåbentlig også give os håb for fremtiden. Vi slutter ugen af med et stort indsamlingsshow lørdag den 28. oktober kl. 20 på TV 2. 

Knæk Cancer er helhjertet handling og håb om nye veje til at komme kræften til livs.

Spørgsmål og svar

1
Hvorfor laver TV 2 og Kræftens Bekæmpelse Knæk Cancer?

Kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. Sygdommen er derfor en fælles sag, som kræver en fælles indsats. TV 2 og Kræftens Bekæmpelse ønsker med Knæk Cancer at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelses formål: At bekæmpe kræft gennem forskning, forebyggelse og patientstøtte. Derudover sætter vi i en hel uge fokus på kræft sammen med danskerne gennem mange forskellige tiltag. 

2
Hvornår foregår Knæk Cancer?

Knæk Cancer foregår primært i uge 43. I løbet af ugen vil Knæk Cancer præge fladen på TV 2, blandt andet Go’ morgen Danmark og Go’ aften Danmark, Vild med dans samt stærke dokumentarprogrammer. Det store Live indsamlingsshow finder sted lørdag den 28. oktober 2017. Knæk Cancer kampagnen kører fra uge 41-43.

3
Hvor kan jeg møde Knæk Cancer?

Knæk Cancer lever og ånder i mange forskellige udformninger i kampagneugen og i perioden op til: i særlige tv-programmer på TV 2, på www.knækcancer.tv2.dk, på sociale medier, hos samarbejdspartnerne, via events rundt omkring i landet, hos Kræftens Bekæmpelses frivillige, i nyhedsbreve, via lotterier og ikke mindst via alle danskernes egne initiativer rundt om i landet.

Knæk Cancer kommer også på tur rundt i landet.

Se hvor Knæk Cancer kommer på tur

Se hvilke Knæk Cancer aktiviteter, der er i nærheden af dig

Følg Knæk Cancer på Facebook

4
Hvad siger vi?

”Stå sammen – Knæk Cancer”. Jo flere vi står sammen om at samle ind, står sammen om at bakke op, når nogen er blevet syge, står sammen om at forebygge – des større effekt har vi også sammen. Og når vi står sammen, er det også et signal om, at ingen står alene.

5
Hvordan ser Knæk Cancer ud?

Knæk Cancer består af vores logo – KNÆK CANCER og af en blomst. Blomsten symboliserer livet og optimisme, og med udråbstegnet i blomsten signaleres, at det er tid til handling. Hvis vi står sammen i kampen, kan vi knække cancer og vi gør det, fordi vi vil livet frem for døden.

6
Hvordan kan jeg støtte Knæk Cancer?

Der er mange forskellige måder, du kan støtte Knæk Cancer på. Både ved at donere et pengebeløb, ved at deltage i en af vores mange lodtrækninger eller du kan selv oprette en indsamling eller aktivitet til fordel for Knæk Cancer.

Se hvordan du kan støtte Knæk Cancer

7
Har I noget materiale, jeg må bruge?

Vi har lavet en række materiale, som du frit kan bruge, hvis du vil være en del af Knæk Cancer.

Se og download materiale

8
Hvad går pengene til?

De penge, der bliver samlet ind til Knæk Cancer i 2017, går til projekter under følgende overskrifter:

  1. Børnecancerfonden
  2. Røgfri Fremtid
  3. Nationalt Forskningscenter
  4. Senfølgeenheder
  5. Tidlig diagnose
  6. Unge forskere
  7. Tidlig ”Breaking News”
  8. Hjemmedød
  9. Fælles beslutningstagning 

Læs mere om hvad pengene fra Knæk Cancer 2017 går til

9
Hvor mange får kræft?
  • Hver tredje dansker får kræft
  • Hvert år får knap 35.100 danskere kræft - det er 96 om dagen
  • Flere end halvdelen overlever kræft
  • 15.400 danskere dør af kræft om året - det er 43 om dagen
  • Kræft er den hyppigste dødsårsag blandt danskere
  • 256.000 danskere lever med en kræftdiagnose.
10
Hvem er Kræftens Bekæmpelse?
  • Danmarks største patientforening med 416.660 medlemmer og 98 lokalforeninger
  • En privat forening, som er helt afhængig af støtte fra danskerne. Kun 3 procent af midlerne kommer fra det offentlige
  • Uddelte i 2016 392 millioner kroner til kræftforskning
  • Tilbyder kræftrådgivning mere end 40 steder rundt om i landet og professionelt bemandet telefonrådgivning.
11
Hvordan kan jeg få hjælp?

Knæk Cancer er en hel uge med fokus på kræft. Vi forsøger at skildre såvel det alvorlige som det håbefulde. Men vi er også klar over, at det for nogen kan være hårdt at se en så massiv dækning af temaet. Har du brug for at tale med nogen, er du altid velkommen til at ringe til Kræftlinjen. Det gælder både for kræftramte, pårørende eller dig, der har brug for at tale om emnet. Kræftlinjen har tlf. 80 30 10 30.

Læs mere om Kræftlinjen

12
Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os:

Knæk Cancer
E-mail: knaekcancer@cancer.dk
Telefon: 3525 7540